Tak for WATERZ-festival 2024

Årets WATERZ-festival bød på VM i windsurfing, prisuddeling og maveplaskerkonkurrence, og flere end nogensinde lagde vejen forbi.

Godt vejr og nye tiltag på programmet var med til at gøre årets WATERZ-festival til en bragende succes. Det vurderer WATERZ’ Katrine Kock Frandsen, der har stået bag festivalen i 10 år og aldrig før har oplevet så mange tilskuere, som i år:

– Det har virkelig været godt, og vi er helt blæst bagover af den kæmpestore opbakning, vi har mærket i år ikke mindst til de nye events, vi har haft med.

Maveplask tiltrak tusinder

Særligt et af de nye tiltag, en maveplaskerkonkurrence fra et 10 meter højt tårn på havnen, var noget, publikum kunne lide. WATERZ skønner, at flere end 3.000 tilskuere nød udsprings-dysten, der blev afviklet i bagende sol.

Læs eller genlæs historien om maveplask i havnen her.

Et andet nyt WATERZ-tiltag var Danish Surf Awards, hvor vandsports-ildsjæle fra hele Danmark blev hyldet – heriblandt surf-lærerne på Bork Havn Efterskole, der vandt i kategorien ’Den Sociale Pris’.

Verdens bedste windsurfere

Årets helt store event var VM i windsurfing, hvor 110 af verdens bedste windsurfere, fra 10-årige juniorer til erfarne masters, dystede om mesterskabstitler på Ringkøbing Fjord.

– Det tiltrækker altid nysgerrige øjne, når de bedste af de bedste kaster sig ud i bølgerne lige her i Hvide Sande. Det er unikt at komme så tæt på de professionelle atleter, og det er noget af allerbedste ved WATERZ-festival, siger Katrine Kock Frandsen.

Se alle billederne fra windsurfernes VM lige her.

WATERZ-festival er Skandinaviens største vandsportsfestival, og vi glæder os allerede til WATERZ 2025.

Tak til alle jer, der gør det muligt.