Havfruerne i Hvide Sande

Når sommerens badegæster er taget hjem, og alle har pakket sig godt ind i varmt overtøj, går en flok lokale kvinder fortsat i vandet. Hvide Sandes havfruer bader i Vesterhavet. Hver morgen. Året rundt.

En morgen i januar har frosten skabt en bræmme af is på et lille stykke strand ved havneindsejlingen i Hvide Sande. Nordvestenvinden får selv den mest hærdede vestjyde til i hvert fald at overveje at tage en hue på.

Vintermorgenbad

Skyerne lyser orange i solopgangen, og en flok måger svæver tavst spejdende højt oppe over havnen. To sæler dukker op til havoverfladen, og en lille gruppe turister fotograferer dem, inden de hurtigt får vanterne på igen og går videre for at holde varmen.

Inde fra et skur i sandet lyder der ivrig snak og glade grin. En gruppe kvinder er netop ankommet til havnen iført strikhuer, neoprensko og store overtræksfrakker som dem, surfere ofte ses i før og efter en tur på vandet.

Kvinderne hænger frakkerne i skuret og står nu i badetøj i vinterkulden, men i stedet for klaprende tænder høres kun glade stemmer. En stor isflage driver med strømmen ude i vandet.

Sælerne ser til

En efter en går kvinderne ned af trappen til vandet – med gåsehud og store smil, mens de sørger for ikke at skære sig på isen. Et flydereb markerer badeområdet, hvor kvinderne samles i en lille cirkel og roligt glider ned i det kolde saltvand.

Fra stranden ser man de strikhueklædte hoveder og store smil stikke op over overfladen. Kvinderne lover, at de ikke fryser. Ikke ret længe i hvert fald. Og den glæde og varme og energi, de føler bagefter, varer resten af dagen og gør det ellers så kolde gys til en stor fornøjelse.

Sælerne har også hovederne over vand. De ser nysgerrigt til og følger kvinderne med øjnene, da de nogle minutter senere i roligt tempo finder tilbage til stranden, hen over isstykkerne og op til skuret.

– Godt, vi fik fortalt de sæler, at de ikke spiser mennesker, griner en af kvinderne, mens hun får tørt tøj og den varme frakke på igen.

Havbad i alt slags vejr

Nogle uger senere i februar er vejret lidt lunere, men selvom nattens vinterstorm er aftagende, er vinden stadig over kulingstyrke. Lidt vind kan dog ligesom isen ikke holde Hvide Sandes havfruer på land, så længe sikkerheden bare er i orden.

Igen går snakken livligt, og gruppen nyder endnu et koldt gys, inden de råber ”vi ses i morgen!” til hinanden – glade og klar til dagen, som er startet lige netop sådan, som de bedst kan li’ det.

Havfruernes morgenbaderåd

  • Bad aldrig alene, og pas på hinanden.
  • Start gerne sommer eller efterår, så du vænner dig gradvist til det kolde vand.
  • Brug badesko, der er tit sten eller muslinger på havbunden.
  • En varm hue er vigtig. Hold hoved og hænder over van, når det er koldt.
  • Hold dig inden for markeringen. Når flydelinen er fjernet, er der for meget strøm til at bade.
  • Du bliver sandsynligvis afhængig af at morgenbade – nyd det!

Om Hvide Sandes havfruer

Havfruerne i Hvide Sande er en gruppe glade entusiaster, som hverken er kuldskære eller vandforskrækkede. De første havfruer tog det første fælles morgendyp i april 2020 under Corona-epidemien, hvor de savnede noget at mødes om. Hvide Sandes havfruer bader hver morgen kl. 9. Alle er velkomne til at bade med året rundt.