Vilde udspring, international windsurfing og masser af skiftende vind. WATERZ Festival 2026 bød på store sportsoplevelser, fællesskab og en god gang uforudsigeligt, vestjysk vejr.
Så er endnu en WATERZ Festival i Hvide Sande forbi. Og hvilken uge.
For 16. år i træk blev Hvide Sande fyldt med surfere, frivillige, tilrejsende og nysgerrige publikummer, og det er en træt men glad projektleder, der ser tilbage på årets festival:
– Vi kommer til at huske årets WATERZ for nogle ret vilde dage. Vinden har virkelig sat sit præg på festivalen, men det er også noget af det, der gør WATERZ til WATERZ. Vi er utrolig glade for alle dem, der igen i år har været med til at skabe festivalen – både på vandet, på havnen og bag kulisserne, siger Katrine Kock Frandsen, projektleder hos WATERZ.
Fart og fællesskab på fjorden
Årets WATERZ Langdistance åbnede festivalen på Ringkøbing Fjord – og med et helt særligt hold på startlinjen. I år deltog nemlig et tandem-hold, hvor to personer sejlede sammen på samme board.
Langdistancen understregede igen i år, at WATERZ både handler om konkurrence, fællesskab og glæden ved at være på vandet.
Se, hvem der vandt WATERZ Longdistance 2026.
DØDS trodsede vinden
For tredje år i træk indtog Waterfest og de norske DØDS-udspringere havnen i Hvide Sande. Den hårde vind satte flere af dagens planlagte aktiviteter på pause, men DØDS lod sig ikke skræmme.
De vilde spring fra 10 meter blev endnu en gang et stort publikumshit – selvom vinden til tider nåede op omkring 20 meter i sekundet.
Se alle billederne fra DØDS-udspring på havnen her.
Unge talenter og international topklasse
Under festivalen blev surfsportens fællesskab fejret ved Danish Surf Awards, hvor unge talenter, klubber og ildsjæle blev hyldet.
Festivalens sidste del bød på internationalt topniveau, da 59 windsurfere fra 13 lande kæmpede om EM-titlerne i IFCA Fin Slalom. Skiftende vindforhold betød både fart på vandet og ventetid på land, før Jenna Gibson fra Storbritannien og Nico Prien fra Tyskland kunne kalde sig europamestre.
Europamestre kåret efter en uge med fart, vind og skiftende forhold.
Tak til WATERZ-familien
En festival som WATERZ bliver ikke til af sig selv.
Den bliver til, fordi frivillige møder op. Fordi klubber, virksomheder og samarbejdspartnere bakker op. Fordi atleter rejser til Hvide Sande fra nær og fjern. Og fordi lokale og besøgende tager del i festen.
Tak til alle jer, der var med til at gøre WATERZ Festival 2026 til en fantastisk uge med vandsport, fællesskab og oplevelser i Hvide Sande.
Vi ses på vandet igen i 2027 💙