I WATERZ-familien er der plads til alle

Hvert år i september er der WATERZ-festival i Hvide Sande. Det betyder store sportsoplevelser og feststemning på stranden. Og for en særlig, lille flok betyder festivalugen også glade gensyn med hinanden og med et fællesskab, de holder meget af. WATERZ-familien får magien til at ske. WATERZ-familien er de frivillige.

De kommer fra alle hjørner af landet de første uger i september. Til hektiske dage i Hvide Sande, hvor slaget skal stå ved fjorden og havet. WATERZ-festivalen er for længst blevet en elsket tradition for mange. De kommer igen år efter år for at hjælpe med at bygge den op, gøre den magisk og pakke den ned igen. Og de gør det gratis og med glæde.

Ingen festival uden frivillige

Der har været WATERZ-festival i Hvide Sande siden 2010. De sidste fire år har Jesper Christiansen været tovholder for de frivillige, og han er ikke det mindste i tvivl: Uden dem var der slet ingen festival.

– De frivillige er hjertet i hele eventet. Det er dem, der løfter rigtig mange af opgaverne omkring festivalen, og det er dem, der sørger for den der helt særlige WATERZ-stemning, som vi alle holder så meget af, siger Jesper, der i år samler et endnu større crew, end han plejer.

WATERZ-festivalen falder nemlig sammen med et kæmpestort, internationalt sportevent, og det kræver ekstra hænder, hvis alle enderne skal nå sammen. Derfor vokser frivilligfamilien på vestkysten sig større end nogensinde i år.

Alle kan være med

Det fineste ved WATERZ’ frivilligcrew, synes Jesper, er at alle, der har lyst, kan være med. Det betyder ikke noget, hvor man kommer fra, eller hvad man laver til daglig. Man en del af familien, så snart man lander i Hvide Sande.

– Der sker noget helt særligt, og jeg tror, det er fordi, vi alle sammen på en eller anden måde brænder for det her fællesskab. Det er lige meget, om man er til vandsport eller ej. Vi vil bare gerne lave den bedste festivaluge for alle, siger Jesper.

Nogle af de frivillige i crewet har været med i årevis. Nogle tjekker ind en gang imellem, og hvert år kommer der også nye ansigter til. Lidt ligesom i en rigtig familie.

Highfive på stranden

At være frivillig i WATERZ kræver mest af alt lyst. Der er opgaver nok, og de er ret forskellige, så Jesper finder altid noget, der passer til den enkelte. Det kan være at bygge scene, køre grej, hjælpe med sikkerheden på vandet eller sørge for maden.

– Den med maden og måske den allervigtigste, griner Jesper, og så det der lille ekstra overskud, som jeg oplever, at alle i crewet altid har. Den der highfive, man lige stikker hinanden, når man mødes på stranden. Det betyder bare alt.

Vil du være en del af WATERZ-familien?

Klik her og skriv til Jesper.