Gymnasieelever surfer i skoletiden

I et parcelhus i det sydlige Hvide Sande, lige midt mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord, bor fire unge gymnasieelever. Deres hverdag er ikke så forskellig fra andre unges – de går i skole, de har fritidsjobs, de hygger med vennerne. Men de fire er alligevel i en lidt ualmindelig situation sammenlignet med deres jævnaldrende.

I det røde hus på villavejen bor der ingen forældre. Gymnasieeleverne Sidsel, Alvilda, Oscar og Mathias står selv for hele husholdningen. Indkøb, madlavning, rengøring og vasketøj. De spiser sammen, de hjælper hinanden med lektierne, de spiller musik sammen. Og så gør de én ting mere sammen, som er årsagen til, at de fire unge fra hhv. Midt- og Østjylland nu deler adresse i det allervestligste Danmark: De surfer.

Sammen med Solvei og Anna fra henholdsvis Ringkøbing og Hvide Sande, er de de første elever på Ringkøbing Gymnasiums nye surflinje. Linjen tilbyder en gymnasietid med rig mulighed for at komme ud at surfe – også når de allerbedste bølger ruller ind lige midt i den normale skoletid.

Opbakning fra lokalsamfundet

Eleverne har en fast kontaktlærer på Ringkøbing Gymnasium, som sørger for at administrere elevernes skema og sikre, at eleverne kompenseres for den undervisningstid i de almindelige gymnasiefag, der må vige for tiden på vandet. Derudover står en gruppe frivillige i Hvide Sande til rådighed for de unge med råd, vejledning og praktisk hjælp, når der er behov for det, og gymnasieeleverne har fritidsjobs i lokale virksomheder i byen. De unge er også involveret i lokale arrangementer og initiativer som fx strandrensninger og surf-festivalen WATERZ.

– Det betyder meget med den lokale opbakning for både Ringkøbing Gymnasium, for de unge og for Hvide Sande. Surfeleverne er en del af byen, og det er en stor fordel for alle. Selvfølgelig håber vi også, at nogle af dem på sigt får lyst til at bosætte sig her permanent, siger Katrine Kock Frandsen fra WATERZ, som også er en af de lokale initiativtagere bag surflinjen.

Surflinjen er for alle

To eftermiddage om ugen står Rasmus Qvistgaard Thomsen fra lokale WestWind Watersport for at undervise surfeleverne på vandet og på land i Hvide Sande.

– Vi underviser selvfølgelig eleverne i surfing, men vi lægger også stor vægt på, at de har styr på sikkerheden, vi laver fysisk træning, og så kan vi ikke undgå at forsøge at smitte dem med vores egen begejstring. Ikke kun for bølgerne og sporten men også for stranden, en særlig flot solnedgang og alt det andet, den vestjyske natur byder på. Og så er der fællesskabet. Surflinjen er virkelig for alle uanset niveau, og det er både Ringkøbing Gymnasium og vi i WestWind Watersport bevidste om og stolte af, siger han.

Surfinstruktøren er lidt misundelig

Surfinstruktør Rasmus blev selv student i 2019, og han ville meget gerne selv have haft den her mulighed.

– Vi kan se på eleverne, at det med selv at stå for hverdagen virkelig betyder noget. Jeg er så imponeret over, hvordan de vokser med opgaven og formår at holde styr på skole, venner, fritidsjob, madlavning og tøjvask og samtidig altid være klar og positive, når vi mødes. De er kommet herud for at gå i gymnasiet og surfe, men de lærer så meget mere end det.

Rasmus er uddannet surfinstruktør men arbejder primært som E-commerce manager hos WestWind Watersport i Hvide Sande. Han bruger ca. 85 % af sin tid på kontoret, og selvom han er meget glad for den del af sit arbejde, så gør de sidste 15 %, som han tilbringer med de unge gymnasieelever, en forskel.

– Ude på vandet kan jeg ikke tænke på et it-problem eller en anden kontorudfordring. Der er jeg bare til stede. Det er det, surfing kan, og det er jeg virkelig stolt over at være med til at give videre.

Naturen bestemmer

– Herude vestpå er det naturen, der bestemmer, slår Rasmus fast.

– På dage uden bølger eller med for meget vind bliver vi på land. Så underviser vi fx i sikkerhed, ser surffilm og bliver inspireret til nye tricks og teknikker, eller vi tager ud og leder efter rav. Vi har et undervisningsårshjul, men vi bliver nødt til at være fleksible ift. rækkefølgen af emnerne. Og igen er de unge bare altid positive – de er med på det hele. Og så er der jo de særligt gode dage, hvor vi bare må ud i de allerbedste bølger, også selvom de er der midt i skoletiden. Der er jeg virkelig glad for mit arbejde og for, at de unge får den mulighed, som vi er mange, der kun har kunnet drømme om.

En gymnasietid med surfing og meget mere

I 2024 var surfeleverne på studietur til Marokko. En lille uge med lunt vand og perfekte surfforhold er selvfølgelig en af fordelene ved at vælge surflinjen. Men for eleverne er det vigtigste, at de har mulighed for at udvikle sig på vandet hele året rundt, mens de tager en studentereksamen – og hele tiden er en fuldt integreret del af Ringkøbing Gymnasium. Der skal også være tid til at deltage i alt det sjove og sociale lige fra fredagsbarer og fester til elevråd og den årlige musical.

For Ringkøbing Gymnasium er det en klar ambition at øge optaget af elever på surflinjen år for år. Både for at give de unge en hel unik mulighed for at surfe i hverdagen og for at tiltrække flere elever til gymnasiet og til kommunen. På sigt vil også noget af den boglige undervisning foregå i Hvide Sande, og planen er klar: At opbygge et godt studiemiljø for unge i havnebyen. Ikke mindst for at vise, at et liv i vandkantsdanmark er fyldt med natur, karrieremuligheder og sammenhold. Og det er netop Hvide Sande et af de bedste eksempler på.

Om surflinjen på Ringkøbing Gymnasium

  • På Ringkøbing Gymnasium kan du kombinere surfing med en studentereksamen
  • Surfundervisningen foregår på Vesterhavet og Ringkøbing Fjord ved i Hvide Sande
  • Du har mulighed for at bo i en surferbolig med andre unge, hvis du kommer langvejs fra
  • Se meget mere på www.rkbgym.dk/kombiner-surf-med-stx.