Risiko for røde maveskind: Kom helt tæt på den norske vanvidssport ‘Dødsing’ på havnen i Hvide Sande lørdag 7. september.
Det har været populært i Norge i årevis. Svendborg, København og Aarhus har været med på bølgen. Og nu er turen altså kommet til Hvide Sande.
Den norske ekstremsport ’Dødsing’ kan lidt løst oversættes til ’dødsudspring’. Det går ud på at hoppe fra 10 meters højde, strække kroppen helt ud og krølle den sammen igen, lige før du rammer vandoverfladen.
Jo tættere du er på at lave en maveplasker, jo flere point giver dommerne.
“Det bliver vanvittigt”
Udspringskonkurrencen finder vej til Hvide Sande Havn i forbindelse med den årlige WATERZ-festival, og projektleder Katrine Kock Frandsen glæder sig over at kunne præsentere en – for mange – ukendt vandsportsdisciplin:
– I WATERZ siger vi altid, at vandsport er for alle, og her er vi virkelig ude i en niche. Det bliver sjovt og vanvittigt, og vi glæder os helt vildt til, at Hvide Sande nu kommer på det store ’Dødse’-verdenskort, siger Katrine, der især glæder sig til at se, om lokale vovehalse melder sig til konkurrencen.
Se Skandinaviens dygtigste
Fra havnekanten i Hvide Sande kan publikum glæde sig til først to indledende runder og en semifinale, før vinderne af ’Dødse’-konkurrencen i Hvide Sande bliver kåret.
Med i konkurrencen er nogle af Skandinavens allerdygtigste udspringere og – måske – lokale vovehalse fra Vestkysten.
Fakta om ‘Dødsing’ i Hvide Sande
- ’Dødsing’-dysten foregår på Hvide Sande Havn, Otto Pedersvej 10, lørdag 7. september kl. 15:30-17:30
- Professionelle ’Dødse’-udspringere konkurrerer mod lokale vovehalse (hvis nogen melder sig!)
- Det er Waterfest som arrangerer konkurrencen i samarbejde med WATERZ-festival
- Waterfest handler også om at sætte fokus på overforbrug af plastik og affald i verdenshavene
- Der er gratis adgang til arrangementet. Klik her og se mere på Facebook.