2024 IFCA Slalom World Championship Grand Slam
Den jyske vestkyst danner endnu engang ramme om et stort, internationalt sportevent, når windsurf-atleter fra hele verden i 2024 mødes i Hvide Sande for at finde en verdensmester i slalom.
Vesterhavet og Ringkøbing Fjord lokker igen verdens bedste surfere til konkurrence i Danmark. Verdensmesterskabet i windsurf slalom bliver afviklet i Hvide Sande til september næste år. Det fortæller en glad projektleder fra den lokale arrangør WATERZ, Katrine Kock Frandsen:
– Vi er megastolte over at trække så stor en international surf-konkurrence til Hvide Sande. Det siger noget om, hvad vi kan lykkes med, når vi arbejder sammen om at fastslå Vestkysten som et af de bedste surfspots i verden. Det er første gang i 15-20 år, at verdensmesterskabet skal finde hele otte titler, så det bliver stort, og vi glæder os helt vildt, siger Katrine Kock Frandsen.
Mangeårigt samarbejde bærer frugt
Det er WATERZ, der med støtte fra Sport Event Denmark, Ringkøbing-Skjern Kommune og Esmark Feriehusudlejning, har fået tildelt verdensmesterskabet i 2024. Mellem 350 og 450 deltagere fra cirka 25 lande forventes at deltage i konkurrencen, der tidligere har været afholdt i blandt andet Italien, Frankrig og Grækenland.
Verdensmesterskabet afvikles i forbindelse med den årlige WATERZ-festival i Hvide Sande, der blandt andet også byder på et breddeevent, hvor vandsportens elite-udøvere og breddesurfere konkurrerer sammen.
– Vi har et mangeårigt og forbilledligt samarbejde med WATERZ i Hvide Sande. Konceptet med en vandsportsfestival med en række aktiviteter, herunder et internationalt mesterskab, passer glimrende til vores ønske om at bringe mennesker sammen omkring en passion for sport og store, sportslige øjeblikke, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.
Hvide Sande er på surfernes verdenskort
Det er langt fra første gang, Hvide Sande lægger vand til store surf-konkurrencer. De seneste år har blandt andet budt på EM i SUP og GWA Wing Foil World Cup, og begivenhederne sætter positive aftryk på lokalområdet, siger borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard:
– Det betyder rigtig meget for vores område, at vi igen, takket være WATERZ’ grundige arbejde gennem flere år og den fortsatte støtte fra Sport Event Denmark, bliver vært for en stor, international vandsportskonkurrence. Det er noget, vi kan være stolte af, og det giver os muligheden for virkelig at vise vores unikke naturområde frem for vandsportsturister og folk, der går med tilflyttertanker, siger Hans Østergaard.